Sådan fandt jeg min passion

Måske er du nysgerrig efter at vide mere om mig, for at kunne mærke efter om jeg er det rigtige valg for dig. Du er derfor mere end velkommen til at læse om min personlige rejse nedenfor. Jeg vil fortælle dig om, hvordan jeg har fundet ud af, hvad min passion i livet er og hvordan jeg har arbejdet mig hen imod at leve af det. Jeg tror på, at vi er den bedste udgave af os selv, når vi laver noget vi er passionerede omkring. Jeg ved, at jeg har fundet min passion. Du kan også finde din!

Om min baggrund

 Hele mit liv har jeg været optaget af mennesker. Menneskers følelsesliv, kærlighedsliv og hvordan vi indgår i relation med hinanden. Jeg har altid observeret alt og været hyper opmærksom på mine omgivelser. Jeg vil betegne mig som et ’radar-barn’ – sådan et barn som altid kan læse stemninger og andres følelser. Et barn der også er på vagt, og derfor kan forudsige alle mulige scenarier af en hver situation. Da jeg voksede op vidste jeg ikke, at dette ikke var ’helt normalt’, og at andre ikke havde det som mig.  

Som barn var jeg også meget angst. Jeg havde social angst og var ekstremt genert, jeg havde tvangstanker og kronisk følelsesmæssig stress. Dette vidste jeg naturligvis heller ikke noget om, for man kaldte det ikke for noget særligt i den tid, hvor jeg voksede op (i 80’erne og 90’erne). Min sociale angst har hæmmet og begrænset mig hele min opvækst, og jeg har blandt andet kæmpet med lavt selvværd, negative tanker om mig selv og generelt en altoverskyggende følelse af, aldrig at passe ind og være en del af ’flokken’. Og det vil man jo gerne vil når man er barn og ung!

Jeg slap fri af angsten

En dag da jeg var omkring 22 år tog jeg en stor beslutning. Jeg ville ikke være genert mere. Simpelthen! Fra den ene dag til den anden tvang jeg mig selv til at være udadvendt. Jeg havde ondt i maven de første mange mange gange, jeg skulle gå over til en jeg semi-kendte og indlede en samtale. Jeg var rædselsslagen de første mange gange, jeg skulle stille mig op foran en masse mennesker og holde oplæg. I flere år arbejdede jeg intenst med at ændre min adfærd i alle situationer, så jeg ikke længere krøb langs panelerne, men var smilende, udadvendt, inkluderende, ‘på’ og altid sagde min mening - uanset om andre delte den. Det var den vildeste forandring. Pludselig lagde folk mærke til mig, de kunne lide mig, de kom til mig, når de selv havde problemer. Jeg blev en slags tryghedsperson og kompetenceperson i mange sammenhænge. Det førte en lang række af forbedringer med sig i min opfattelse af mig selv, jeg blev gladere, fik mere selvtillid og var langt mindre angst.

MEN - for der er et ‘men’.

Jeg havde formået at ændre mig, men størstedelen af det ‘lag’ jeg havde svøbt om mig, var et lag af tillært opførsel. Opførsel jeg havde afluret fra andre. Jeg manglede en dybere connection til den anden del af mig, som jo stadig var en forskræmt lille pige med et lavt selvværd. De to poler var ikke smeltet sammen, og jeg havde en grundlæggende følelse af, at jeg ikke vidste hvem jeg selv var, og hvad jeg brændte for i livet. Mange af de beslutninger jeg tog i min ungdom var baseret på, hvad andre gjorde. Jeg kunne ikke mærke mig selv.

At leve indefra og ud

 Da den tiøre faldt, forstod jeg også, at jeg måtte vende det hele på hovedet. Jeg måtte droppe mine programmer i hjernen og begynde at finde mig selv. Jeg måtte stoppe med at leve udefra og ind og i stedet for begynde at leve inde fra og ud. Jeg skulle dog først finde ud af hvad der egentlig var derinde – helt inde i mit eget hjerte. Jeg måtte lære at slå hjernen fra og mærke og sanse med min krop og nervesystem. Jeg måtte folde mig selv ud. Den proces var ikke nem, det var (og er stadig) det lange seje træk. 

 Jeg var på dette tidspunkt i gang med en karriere inden for politisk analysearbejde (som et af mange eksempler på valg baseret på andres forventninger). Jeg var nødt til at flytte mig og finde ind til det, der skulle blive min vej i livet. Så jeg forlod mit job og den branche. Jeg vidste, at jeg skulle arbejde med mennesker og menneskers udvikling.

 Jeg gik i gang med en coachuddannelse og siden hen en 4 årig psykoterapeutuddannelse og senest en stresscoachuddannelse. Jeg kan ikke beskrive med fyldestgørende ord, hvad det har betydet for mig i mit liv, da ord er for fattige i den sammenhæng. Men jeg kan opsummere hvad jeg fandt ud af: 

-       Hvad der er min passion og hvordan jeg indretter mit liv så den får lov til at fylde

-       At jeg skal undgå langvarig stressbelastning så jeg bibeholder kontakten til mine følelser og sanser

-       At det er vigtigt at jeg selv er fri, glad og forankret i mig selv 

-       Hvordan jeg kan bruge det jeg kan og den jeg er til at hjælpe andre

-       Hvordan alle de år med angst, stress og lavt selvværd har givet mig et dybt indblik i følelser, blokeringer, overlevelsesstrategier, mismatch mellem hjerne og hjerte, som jeg dagligt bruger til at forstå og rumme mine klienters smerte og længsler

 Siden jeg tog min uddannelse som psykoterapeut, har jeg ikke været i tvivl om, at jeg har sat mig på den rette hylde. Min hverdag er fyldt med bekræftelse på dette, da jeg på daglig basis har mulighed for at facilitere udvikling hos mine klienter. At sidde og se på en klient, der får en AHA-oplevelse, pludselig forstår sig selv på en ny måde, får mod på at stå ved sig selv, begynder at kunne mærke sig selv, finder retning i livet, forstår grundlaget for sine problemer med kæresten, og alt det spændende der sker i terapi – det er det bedste jeg ved.